Nykøbing er omgivet af skove og vand. Hvor det ikke er Guldborgsund, der udgør en naturlig grænse for byens bebyggelse, er det, som noget karakteristisk for Nykøbing, i mange tilfælde skov, der danner en grænse for byvæksten. Lindevænget, Vendsysselvej og Fynsvej ligger på det yderste af Østerbro, og grænser næsten op til Lindeskoven, som Lindevænget også har navn efter.

Byen vokser
Nykøbing voksede i 1890’erne videre øst for jernbanen, og bydelen Østerbro opstod. Først tæt på jernbanen og langs de eksisterende landeveje i en blanding af bolig- og fabriksbyggeri, og i løbet af et par årtier nåede bebyggelsen ud til Enighedsvej. Fra 1950’erne og frem blev området fra Enighedsvej og ud mod Lindeskoven bebygget. Fynsvej blev anlagt i 1964, Lindevænget i 1965 og Vendsysselvej i 1967. Boligselskabets ejendomme på de tre veje kom til i årene 1969-71.

Jernbanen
Den første danske jernbane transporterede fra 1847 rejsende mellem København og Roskilde. Kun 25 år senere, i 1872, var togforbindelsen fra København til Nykøbing F. en realitet. Da man begyndte at anlægge jernbaner, førte mange spor over eksisterende veje. Ledvogterne fik bopæl disse steder, og havde som beskæftigelse at rulle bommene ned, når der kom tog. Derudover førte ledvogterne, eller banevogterne, som de også kaldtes, tilsyn med jernbanernes tilstand. For enden af Fynsvej kan man stadig se et ledvogterhus, opført i 1880, klods op ad banen. På et kort fra 1899 kan man se, at der på det tidspunkt var ét hus på hver side skinnerne, som de eneste i området. I 1945 er der kommet enkelte bygninger til.

Billede: Den blågrønne linje på kortet fra 1899 viser jernbanesporet. Langs landevejen meget tæt på banelegemet kan man se en bygning på hver side af sporene. Yderst til højre ses Lindeskoven.

Billede: Billedet er af den af de to ældste bygninger ved banen, som ligger syd for jernbanesporene.

Skovfruer i Lindeskoven
Jernbaneskinnerne førte videre ud igennem Lindeskoven. Her i skoven var der helt andre ting på færde. I en artikel fra 1930 om sagn og tro knyttet til sten på Lolland og Falster, nævnes i Lindeskoven en stor sten med en hulning i overfladen, der minder om et sæde. Ifølge overleveringen skyldes denne overflade, at Skovfruen eller Ellefruen plejer at sidde på stenen. Eftersom man tidligere ikke havde tilstrækkelig udbredt viden om geologi, og hvordan store sten er blevet ført hertil med isen under istid, har man nok følt et behov for at forklare, hvorfor de store sten ligger, hvor de gør, og hvad formålet med dem er. Det medførte ofte overnaturlige forklaringer og historier.